Diskotek Karlovylazne
Det 5 etages diskotek ligger i den nye bydel ved siden af Karlsbroen. Det der karakteriserer diskoteket, er de mange trapper, som skulle bestiges i stiletter. Det var ikke underligt at de tjekkiske piger gik i flade sko.
Hver etage havde sin stil, så der var noget for enhvers smag. Hvad angår musik var der både R&B, pop, techno osv.
I baren var der ikke de samme muligheder som i Danmark, men priserne var langt billigere. En ekstra bonus var, at shots var på 4 cl., hvor de i Danmark kaldes en dobbelt up.
Diskoteket er et utrolig omtalt sted, da det er central Europas største diskotek. Den oplevelse fik vi også, da vi mødte en del skandinaviske unge.
Da vi havde høje forventninger fandt vi dog også nogle minusser. Diskoteket er ikke ny renoveret eller gennemført, men i stedet var der var inputs af moderne materialer i hvert rum, som ophøjede det.
Bryggeri Staropramen
Vi startede med at se en film om selve produktionen og bryggeriets oprindelse, så vi havde en baggrundsviden, inden vores guid viste os selve bryggeriet. Selve bryggeriet var enormt, der var kæmpekedler, plancher og mulighed for at smage på råvarerne. Til sidst fik vi endelig lov til at smage det færdige resultat af øllen. Der var også mulighed for at købe souvenirs, øl osv.
The Black Theatre
Tirsdag efter en meget lang stund på det gule marked, tog vi 6 elver og Kaj af sted i Black Theater, som er et mørkt mimeteater med ultraviolet lys.
Før forestillingen spiste vi på en italiensk restaurant med beliggenhed ud til den store gade Waclavske Namesti. Anne Sophie og Esben fik pizza, Amanda, Dina og Mikael fik pasta, Kaj og Martine fik lasagne, men Kaj kunne ikke spise op, som Martine kunne! - Owned!
Efter vi havde spist gik vi ned til teatret, hvor Kaj fik Kinesisk te, Anne Sophie fik en kop vand og Mikael fik endnu en øl. Da klokken nærmede sig 20.00, trådte vi nærmere og satte os til rette i den lille, intime sal, som ærlig talt ikke var fyldt til randen. Lyset i salen blev slukket og et mylder af stjerner dannede loft over hovederne på os.
Forestillingen var ikke blot flot opført, men også humoristisk og tankevækkende. Vi så kun to skuespillere på scenen og resten af scenografien blev udført af en masse andre mennesker iklædt camouflerende, sort tøj. Scenens baggrund var sort og rekvisitterne havde ultraviolette farver.
Til sidst viste alle de medvirkende hvordan de havde ”styret” scenens mange elementer. Det var der mulighed for at komme op på scenen og prøve – og det skulle Mikael og Martine selvfølgelig!Aftenen var for alle vellykket og vi tog metroen hjem til hotellet igen.
Godnat.
Granat Galleri med ”engelsk talende” guideEfter en eftermiddag i det bøhmiske paradis var alle godt trætte og snavsede. Vi spiste i Jicin og derefter tog vi ud til en granat fabrik, for at finde ud af, at det ikke var der vi skulle være. Så tog vi ind til fabrikkens galleri hvor en guide, der eftersigende snakkede engelsk, viste os nogle smykker samt hele processen i granatsmykke-lavning. At lave et sådant smykke er en meget langvarig proces og kræver både tålmodighed og en sans for detaljer. Granat er en lille rød sten, der er temmelig sjælden. Ud af 1 ton granatholdigt sten er ca. 10 gram granat.
Josefov - Den jødiske bydel
Før Anden Verdenskrigs begyndelse boede 92.000 jøder i Prag. Under krigen blev alle de tjekkiske jøder, som Nazisterne kunne få fat på, sendt hertil og senere eksporteret til koncentrationslejre i bl.a. Polen og Tjekkiet. Efter krigens afslutning vendte kun et par få 1000 jøder tilbage til Prag. 14.000 tjekkiske jøder blev i Tjekkiet, mens mange flere (omkring 12.000) tog til udlandet (Palæstina, USA, og Sydamerika). Den eneste grund til at bydelens synagoger ikke blev revet ned af nazisterne var, at de skulle fungere som museum for en uddød race, hvilket heldigvis ikke blev tilfældet.
Torsdag, den sidste dag i Prag, tog vi ud for at se Josefov, Prags jødiske bydel. Nok mere af navn, end af praksis for der var stort set ingen jøder i bydelen. Forklaringen til dette fik vi af Damsgaard, som kunne fortælle at stort set alle Tjekkiets jøder var blevet deporteret til koncentrationslejre, og dræbt i løbet af Anden Verdenskrig.
En træls historie, men en smuk bydel. Bydelen var oprindeligt en ghetto til tjekkiske jøder, indtil at den blev åbnet for emigrering fra Josefov. Stedet forfaldt, indtil at det blev genopført af rigmænd, som omformede dele af kvarteret til et lukrativt butiksområde. I løbet af Anden Verdenskrig blev tjekkiske jøder samlet i bydelen, hvorefter de blev sendt til koncentrationslejre i Tjekkiet og Polen.
Torsdag, den sidste dag i Prag, tog vi ud for at se Josefov, Prags jødiske bydel. Nok mere af navn, end af praksis for der var stort set ingen jøder i bydelen. Forklaringen til dette fik vi af Damsgaard, som kunne fortælle at stort set alle Tjekkiets jøder var blevet deporteret til koncentrationslejre, og dræbt i løbet af Anden Verdenskrig.
En træls historie, men en smuk bydel. Bydelen var oprindeligt en ghetto til tjekkiske jøder, indtil at den blev åbnet for emigrering fra Josefov. Stedet forfaldt, indtil at det blev genopført af rigmænd, som omformede dele af kvarteret til et lukrativt butiksområde. I løbet af Anden Verdenskrig blev tjekkiske jøder samlet i bydelen, hvorefter de blev sendt til koncentrationslejre i Tjekkiet og Polen.
Vi skulle også se et mindesmærke for de dræbte jøder. På synagogens vægge var der malet navne på alle de jøder, som havde mistet deres liv på grund af Holocaust. Det var en overvældende oplevelse, som gav stof til eftertanke. Vi har nemt ved at forholde os til tal og statistikker, men når man så ser omfanget af forbrydelserne, kan man ikke andet end at være overvældet af omfanget af folkemordet.
Det var en meget intens oplevelse.
Da vi gik ud af synagogen, kom vi direkte ud til Prags jødiske kirkegård. Stedet kan beskrives som meget sært. Halveroderede gravsten som stod tætpakkede på et meget lille areal, omkranset af en mur. Ifølge jødisk skik, må man ikke fjerne en gravsten, så hvordan ordner man så det når der bor mange mennesker på samme sted? Man lægger gravene i lag.
Så gravpladsen har vokset så længe der har været jøder i Prag, hvilket der var mange af i Prag, indtil Anden Verdenskrig ændrede på det.
På gravene kunne der findes sten, småmønter og sedler, som igen er en del af den jødiske kulturs skikke.
Det var spøjst. Meget spøjst.
Det Bøhmiske Paradis:
Onsdag ved middagstid ankom vi til Det Bøhmiske Paradis. Friske og frejdige begav vi os – efter lang tids toiletsøgen og allierede med vandrestave – ud på det, der senere viste sige at være en utrolig lang gåtur og søgen efter den såkaldte ”Grøn rute”, der i virkeligheden var gul. Det vi bl.a. så i Det Bøhmiske Paradis var sandstensklipper hvor det blødeste materiale var eroderet væk, dette havde resulteret i at der var mange små huller i de høje sandstensklipper, dette var nu blevet hjemsted for små edderkopper. Da vi efter lang tids vandren var nået halvvejs, for vi vildt og hverken Kaj eller Henrik Damsgaard vidste hvor vi skulle gå hen. Henrik valgte så og følge en vej han selv havde fundet på, og det skal lige siges at denne rute han valgt ikke var mærket med nogen som helst tegn, så det kunne umuligt være den vej, men det insisterede Henrik på det var. Da Damsgaard indså at det var den forkerte rute han havde vildledt hele klassen på, fandt vi så til sidst den rigtige rute. Herefter tog vi det sidste træk i rask trav, og efter et godt stykke tid kunne vi endelig se enden på den utrolig lange travetur vi var blevet slæbt med på.
Så gravpladsen har vokset så længe der har været jøder i Prag, hvilket der var mange af i Prag, indtil Anden Verdenskrig ændrede på det.
På gravene kunne der findes sten, småmønter og sedler, som igen er en del af den jødiske kulturs skikke.
Det var spøjst. Meget spøjst.
Onsdag ved middagstid ankom vi til Det Bøhmiske Paradis. Friske og frejdige begav vi os – efter lang tids toiletsøgen og allierede med vandrestave – ud på det, der senere viste sige at være en utrolig lang gåtur og søgen efter den såkaldte ”Grøn rute”, der i virkeligheden var gul. Det vi bl.a. så i Det Bøhmiske Paradis var sandstensklipper hvor det blødeste materiale var eroderet væk, dette havde resulteret i at der var mange små huller i de høje sandstensklipper, dette var nu blevet hjemsted for små edderkopper. Da vi efter lang tids vandren var nået halvvejs, for vi vildt og hverken Kaj eller Henrik Damsgaard vidste hvor vi skulle gå hen. Henrik valgte så og følge en vej han selv havde fundet på, og det skal lige siges at denne rute han valgt ikke var mærket med nogen som helst tegn, så det kunne umuligt være den vej, men det insisterede Henrik på det var. Da Damsgaard indså at det var den forkerte rute han havde vildledt hele klassen på, fandt vi så til sidst den rigtige rute. Herefter tog vi det sidste træk i rask trav, og efter et godt stykke tid kunne vi endelig se enden på den utrolig lange travetur vi var blevet slæbt med på.
