Fra ca. år 1400-1600
Renæssancens mål var gøre op med den mørke middelalder. Middelalderen blev opfattet som et hul mellem den klassiske kultur og Renæssancen var den genopvækkelse, der ved at finde sted i Europa. Middelalderen havde tilhørt djævlen og den sene middelalder Gud, men renæssancen var menneskets tidsalder. Grundlaget for denne humanisme var individets uafhængighed og ret til at udtrykke sig: alle tings målestok blev betydelig.
Man fik mulighed for at trykke bøger i store oplag, hvilket betød at bøger, såsom bibelen, der normalt tog et år for munke at kopiere, nu kunne trykkes i mange hundrede eksemplarer af gangen. Dette betød at bøger ikke længere var forbeholdt adelen og gejstligheden, og dette førte til en udfordring af kirkens autoritet.
Renæssancen er derfor også blevet beskrevet ved den tiltagende anfægtelse af de religiøse autoriteter, selvom den katolske kirke bevarede magten i mindst 100 år mere. Mange af ungerenæssancens største bygningsværker blev nemlig opført af den ambitiøse gejstlighed.
I 1517 – i midten af renæssancen var det ikke kun den nye kunst der gik imod den katolske kirke, men det var også her Martin Luther offentliggjorde sine 95 teser mod katolismen.
Ved muligheden at producere bøger i et stort antal, kunne kunstnernes udbrede deres ideer.
Den teoretiske baggrund for arkitekturen i renæssancen, var hovedelementerne som kvadratet, cirklen, terningen og kuglen, samt konstruktionen af en bygning med fuldkomne proportioner. Disse proportioner skulle være i harmoni med musikken, naturen og med et idealiseret menneskelegeme.
Bygningerne skulle tegnes i sammenlignelige målestoksforhold og publiceret efter nøjagtige planer, snit og opstalter.
Ligesom mennesket var skabt i Guds billede, kunne en bygning også bygget som et billede af sin skaber via skaberens status og rigdom.
Mennesket var ikke længere afmægtigt over for den almægtige Gud, men sin egen herre, som kunne lade Guds vilje ske ved at bruge kunsten til at forme verden. Herved blev arkitekten Guds stedfortræder, i stedet for en anonym, gotisk murer-arkitekt, der blev dårlig betalt.
Kunstnerne begyndte også at planlægge byer efter rationelle principper. Det skulle være idealbyer med grid-, radial eller stjerneplaner, som skulle brede sig i først det italienske landskab og senere i resten af Europa.
Renæssancen var en periode, hvor arkitekterne flittigt og fantasifuldt stjal fra de gamle romerske bygninger, hvilket resulterede i et væld af stilarter, som opfyldte behovene hos en kreds af klienter der var vokset, da det nu ikke længere kun var fyrsterne eller kirken, der havde midlerne til spektakulære bygningsværker, men også privatpersoner med store formuer og smag for selvforherligelse.
Tyn Skolen
Minut huset
Minuthuset som blev bygget i 1610, udviser på mange områder tydelige tegn på en markant indflydelse fra den italienske renæssance. Først og fremmest kan vi på bygningens helhedsudtryk se at der i kontrast til de gotiske og middelalderlige bygninger, er lagt vægt på en meget mere firkantet og regelmæssig udformning. Det firkantede linier kommer også til udtryk via en symmetrisk udsmykning med vandrette gesimsbånd til at understrege etage inddelingen. Ydermere ser vi at bygningens pynt også lægger vægt på renæssancens højst moderne antikke figurer, kvinder og mænd i antik klædedragter ridende på heste og stridsvogne. Denne udsmykning er påført den rå mur via en teknik, som vandt stort indpas under renæssancen, hvor der ikke var midler til en kostelig sten og mosaik udsmykning. Teknikken hedder sgarfitto, og består af en procedure hvor den nøgne mur bemales med flere lag af tyk, blød maling i forskellige farver oven på hinanden. Når dette er størknet skrabes de forskellige motiver ud i den bløde maling. Det meget fremtrædende gesimsbånd i skillelinien mellem mur og tag danner en fremtrædende kurve, en ting der ofte ses på de florentinske renæssance by palæer.
Renæssancens kendetegn ved Tyn-skolen:
Tyn-skolens historie rækker meget længere tilbage end den egentlige nuværende bygning. Helt tilbage i 1300-tallet har denne bygning foran selve tynkirken huseret kirkens latinskole. Den daværende sandsynlige gotiske bygning blev dog under renæssancen nedrevet for at der i stedet kunne bygges en mere samtidig facade oven på den gamles bevarede fundamenter. Derfor ser man en sjov kombination, men typisk for Prag, af middelalderlige spidsbuer i stueetagen hvorefter den pågældende stilart udfolder sig ovenover.
- De øverste vinduer er mindst.
- De spidsbuer der er nede for neden er gotiske, men den ene er rund og det er fra renæssancen.
- Etagerne er også markeret med gesimsbånd her.
I gotikken brugte man som sagt meget spids buer, men i renæssancen blev det til mere runde bløde buer. Det ses også på de kupler der er på taget.
